Andalusien (Spanien) - Nydelsesophold

23. - 30. april 2018

Afslapning i citrusplantage eller ved poolen, besøg i smukke hvide byer, vandring, ridning m.m. Dert er mange muligheder på denne tur.

Det skal være en uge, hvor vi forkæler sanserne. Skøn morgenmad i de smukke omgivelser, inden vi begiver os ud på dagens spændende oplevelser. Vi skal nyde Tinas lækre mad, sidde i citronplantagen og lade os "bedøve" af citruslduften, gå ture, sidde og kigge ud og bjergene og nyde et glas vin, snakke og nyde det sociale samvær (men selvfølgelig er det også muligt at trække sig tilbage og nyde en stille stund alene).

Vi vil højst være mellem 6 og 9 (måske 10) deltagere. Der er 3 twin værelser og 1 enkelt værelse (til os der "rejser alene"). De sidste værelser er dobbeltværelser med brede senge 160/180/200 cm), så vi vil super gerne også have par med.

Der er billige flybilletter hertil med Ryanair til Malaga og en billet kan også fås meget billigt ved andre selskaber ved at bestille i god tid. Du/I kan tage toget til destinationen fra lufthavnen eller blive hentet i lufthavnen (50 euro pr. vej som betales direkte til Tina). På denne tur korrigerer jeg, således at man kan følges, hvis man kommer fra samme landsdel og således at næsten alle ankommer samtidig og kan deles om betalingen for afhentning i lufthavnen + kørsel til lufthavn igen.

Jeg kører dertil, så det er også muligt at køre med mig mod betaling til brændstof. Jeg skal nok besøge et andet sted på vej hjem eller dertil (kun en enkelt overnatning), så har du god tid og lyst til at følges, er du velkommen til allerede nu at høre mere om turen.

I Andalusien skal vi have en uge, hvor vi oplever en masse og hvor der er plads til forskelligheder og også til at tage en hjemmedag og blot nyde at slappe af ved poolen. Vi beslutter hvad vi vil opleve dernede, men jeg vil rigtig gerne opleve klosteret på El Hacho bjerget, det arabiske slot i Alora, samt naturligvis vandring på Caminito del Rey (den sidste oplevelse bliver jeg nok alene om).

Vi kan købe udflugter hos Tina og vi deler blot betalingen i forhold til hvor mange, der vil deltage på udflugten. Der afregnes direkte til Tina.

1 uge på delt twin eller dobbeltværelse inkl. godt morgenmåltid  og lækker aftensmad på ankomstdagen og afrejsedagen + en lokal fyr kommer og laver paella til os en aften kr.  4397

Vi kan naturligvis også vælge at betale og spise på destinatiionen de andre dage. Det er blot godt at holde muligheden åben for at spise "ude", hvis vi er af sted på en heldagstur, eller blot vil prøve noget andet.

Lidt om stedet og Tina

Hvis man har en drøm og gerne vil udleve den, skal man ikke ladet noget stoppe den, er Tina`s motto.

Tina er 37 år og kommer fra København er er nu den glade ejer af en 23.000 m2 økologisk citrusfarm, der er belliggende uden for en lille tyspisk spansk landsby med hvidkalkede huse og smalle brostensgader. Her findes masser af små tapas barer. Stedet er belliggende 40 minutters kørsel fra Malaga.

Tina nyder hverdagene med lange rideture langs floden og "gennem" olivenplantagerne og citrusplantagerne. Hun nyder også at lave hjemmelavet citrusmarmelade til gæsterne på sit Bed & Breakfast.

Hun ser ikke meget fjernsyn, men nyder i stedet at sidde ude i den duftende citruslund og læse og samtidig lytte til fuglene.

Her er ingen stress og jag og du vil føle roen falde over dig, lige så snart du ankommer. Her er en fantastisk udsigt over området med bjergene i baggrunden og floden der løber i udkanten af grunden. Her kan du sidde med et glas vin og "blot" nyde at være til.

Foruden de 900 citrontræer er her også 60 oliventræer, som snart kan forsyne stedet med økologisk olivenolie af egen avl. Her er er også en økologisk køkkenhave og årstidens grønsager bruges i madlavningen hos Tina, hvor du også kan købe lækre frokoster/aftensmåltider. Er du vegetar er det også muligt med vegetarkost.

Frokost 15 euro

Aftensmad 25 euro (2 retter). 1 ret kr. 15 euro (skal bestilles om morgenen).

Stedet er rigt på fugleliv og andet dyreliv og her gøres meget for at holde området så naturligt som muligt for dyrene. Der anvendes solengergi til opvarmning af vand og øko-venlige teknikker til vanding af den store citronlund.

Er du til afslapning til lyden af flodens rislen og nyder du fuglesang og stilhed med en god bog, vil du absolut synes om Tinas`s Bed and Breakfast. Får du det for varmt og trænger til en dukkert, kan du hopppe i poolen og blive afsvalet.

Der er også mulighed for tilkøb af rideture, hvis du ønsker at opleve den smukke natur fra hesteryg.

Seværdigheder og udflugter:

El Chorro - her findes den mest imponerende kløft og et fantastisk vandreområde.

Ronda - de smukke broer og Spaniens ældste tyrefægtningsarena

Gibraltar

Alora - Smuk hvid by med smalle snoede gader og en meget smuk kirke (Iglesia de Encarnacion). Byen har ca. 15000 indbyggere.

Kun 10 km fra destinationen ligger det kendte El Chorro og Caminita del Rey (kongestien), som nu igen er åbent for offentligheden i en sikret udgave. I mange turistbøger står El Chorro og Caminita som en af top 20 steder i verden, man bør opleve. Denne del af Spanien indeholder utrolig smuk natur, lige fra ruinerne af Bobastra, engang en Mosarabe by bestående af 2.000 mennesker, til de dramatiske, stejle klipper som udgør El Chorro samt de flotte bjergformationer ved El Torcal National Park.

 Fra destinationen kan du gå op til El Hacho, bjerget med udsigt over Alora. Derfra kan man se hele dalen og bjergene i horisonten. Nord for ligger El Chorro, Bobastra og søerne, så man kan selv vælge, om det skal være en let tur rundt om søerne eller de mere udfordrende ture omkring El Chorro. Lidt længere væk ændres naturen radikalt; mod syd ligger Sierra de Mijas, mod øst ligger store skovområder, og mod vest ligger bjergene, Sierra de las Nieves.

 Specifikke hiking ture

 Pico del Concento

 Man går op til toppen af Pico del Convento med utrolig panorama udsigt over floden og El Chorro kløften. Turen er ca. 5 km, tager ca. 2 timer, og der ligger en fin restaurant, El Mirador, hvor man kan spise frokost på vejen med en smuk udsigt.

 El Hacho Pizarra

 Fantastisk udsigt på turen, ca. 8 km, forvent 3-4 timer til turen.

 Carratraca – Sierra Blanquilla

 En tur i området omkring byen Carratraca, en af de mere lette ture igennem dale, hvor der ofte er skygge og nemt terræn, dog er der områder, hvor det er hårdt. Turen er ca. 6 km og tager 3 timer